Et (moderne) juleeventyr

Af Nanna Pedersen

Del 1

Marlene var død, det var der absolut ingen tvivl om. Måske finder du det underligt, ligefremt absurd at begynde en julehistorie på sådan en måde, men det var uomtvisteligt sandt. Marlene var så død som en sild, det var der op til flere vidner på foruden hendes forretningskompagnon, Elisabeth Scrooge. Måske synes du også, at Scrooge er et underligt og meget udansk efternavn, men det er knapt så vigtigt for historiens videre forløb. Faktisk burde du holde op med gøre dig flere antagelser om denne historie, før du har hørt den til ende. Nej, det vigtige her er, at Marlene vitterligt var død, ingen hokus pokus. For tror du ikke fuldt og fast på det, så misser du en vigtig pointe senere. Vidste Elisabeth, at Marlene var død? Det kan du bide spids på. For ikke bare havde de haft virksomhed sammen i mange år, de boede også i samme herskabsbolig.

Efter Marlenes bortgang overtog Elisabeth både virksomhed og bolig, den ene drev hun frem med hård hånd, den anden lod hun stå urørt af tidens gang. Selv virksomhedens navn skiftede hun ikke ud – Elisabeth & Marlene. Det havde vært nemt, få klik på cvr-registerets hjemmeside, men navnet bestod. En enkelt gang havde nogen vovet at presse på og spurgte hvorfor hun ikke skiftede navn, når der nu ikke længere var nogen Marlene. Elisabeth havde koldt forklaret omkostningerne ved et navneskifte, det drejede sig ikke bare om navnet på en hjemmeside, nej der var også logoer, brevpapir, stempler! Der var ikke nogen grund til at smide penge ud ad vinduet. ”En krone sparet er en krone tjent!” plejede Elisabeth altid at sige. Og det var skam ikke bare noget hun sagde, det var noget hun efterlevede i hver en afkrog af sit liv. Eller hvad der nu var tilbage af det. For som virksomhedens bundtal voksede, svandt resten ind. Efter lange arbejdsdage gik hun direkte i seng, stod tidligt op og tog på arbejde. Alle årets dage.

Det var dagen før juleaften. Elisabeth Scrooge sad som sædvanligt på sit kontor, hun var ikke omgivet af post-it sedler, for hun kunne ikke fordrage dette ødselagtige symbol på brug-og-smid-væk-kulturen, nej hun tog noter på sin computer og sit whiteboard. Hun var netop ved at lægge sidste hånd på årets regnskab, da hendes muntre nevø, Frederik, kom væltende ind ad glasdøren til hendes kontor.

”Glædelig jul, Elisabeth!” udbrød Frederik og slog ud med armene som en verdensmand, imens han lyse krøller hoppede rundt på hans hoved.

”Bah!” prustede Elisabeth frustreret over at være afbrudt i sit arbejde. ”Bullshit!”

Frederik var en alt for munter type, der betrådte verden med et idiotisk smil om sin mund. Faktisk syntes han selv, at han var så morsom, at han havde gjort det til sin levevej. Som standupkomiker. En moderne hofnar, plejede Elisabeth at tænke for sig selv.

”Er julen bullshit, moster?” grinte Frederik. ”Det mener du vel ikke?”

”Tør dog det tåbelige grin af dit ansigt. Hvad griner du sådan for? Har du overhovedet råd til at holde jul i år med den parodi på en karrierevej du har valgt dig?” Elisabeth scrollede igennem sit regnskab for at finde det sted hun var nået til.

”Hvis det er sådan det hænger sammen, hvorfor er du så så sur? Du har da penge nok,” lo Frederik og satte sig kanten af skrivebordet. Elisabeth hævede langsomt blikket fra skærmen til Frederiks venlige ansigt.

”Hvis det stod til mig, skulle enhver enfoldige tåbe der siger ’glædelig jul’ koges i sin egen risengrød og spiddes af en grangren, ja han skulle!”

”Moster!” bad Frederik, men Elisabeth afbrød ham.

”Nevø!” vrængede hun. ”Hold du jul på din måde, så holder jeg jul på min måde. Og skrub så af med dit åndssvage ’glædelig jul’ og lad mig gøre mit regnskab færdigt. Der er faktisk nogen af os, der har et arbejde at passe!”

Frederik sprang ned fra skrivebordet og trak på skulderne.

”Det må du selv om. Men vid at du altid har en stående invitation til juleaften hos os.” Han kastede et blik ud ad vinduet på den hvirvlende sne, skuttede sig og strammede sit halstørklæde. ”Rigtig glædelig jul, moster Elisabeth!”

”Bullshit!” råbte hun efter ham, men han var allerede forsvundet ud ad døren.

Igennem glasvæggene ud til kontorfællesskabet med hendes fem ansatte (og to praktikanter), så hun sin nevø gå afsted med kække skridt og hilse på hendes ansatte. De hilste tøvende tilbage, men opdagede hendes høgeblik og fortsatte koncentreret med deres arbejde.
Det var praktisk med sådan nogle glasvægge.

Elisabeth Scrooge vendte gnavent tilbage til sit nydelige regnskab, som hun nøjsomt gennemgik postering for postering. Hun havde kun akkurat genfundet det sted hun tidligere var kommet til, da hendes telefon ringede.

”Elisabeth & Marlene,” svarede hun irriteret og sendte et vredt blik ud på de hårdtarbejdende folk på den anden side af glasruden.

”Goddag, taler jeg med Elisabeth eller Marlene?” spurgte en stemme i den anden ende.

”Marlene har været død i syv år,” svarede Elisabeth. ”I dag er det præcist syv år siden hun døde.”

”Så jeg taler altså med Elisabeth. Glimrende. Jamen, Elisabeth, nu skal du høre. Jeg hedder Jesper og jeg ringer til dig fra Dansk Flygtningehjælp, fordi vi her op til jul kører en ekstra kampagne for at samle midler ind til at forsøde juletiden for nogle af de mest udsatte børn her i Danmark. Det vi helt konkret gør er at ….” Og sådan fortsatte den uafbrydelige salgstale et godt stykke tid, før den ugudelige tigger i den anden ende afsluttede med et munter: ”Simpelthen!”.

”Simpelthen,” gentog Elisabeth vredt.

”Hvor meget skal vi skrive dig på til?” spurgte Jesper ivrigt.

”Ingenting.”

”Ah, jeg forstår godt, hvis du helst vil være anonym. Men vi offentliggører jo en liste over alle vores sponsorer, så det er jo også lidt god omtale til dig og dit firma.”

I baggrunden af Jespers opkald kunne Elisabeth svagt høre de flere underbetalte sælgere forsøge at snøre andre hårdtarbejdende mennesker til at give en 50’er til børn i nød. Hvad bildte han sig ind? Og så midt i den travle juletid.

”Sig mig, Jesper,” hvislede Elisabeth koldt. ”Findes der slet ikke nogen integrationsydelse længere?”

”Jo, men den-”

”Og findes der slet ingen kontanthjælp? Børnehjem?”

”Nu er det jo sådan at-”

”Og hvor mange millioner er det vi i Danmark sender til flygtningelejre hvert eneste år? Nu skal jeg sige dig en ting, Jesper fra Dansk Flygtningehjælp. Jeg betaler abnorme summer i skat og de penge går blandt andet til de ting jeg lige har nævnt. Jeg betaler rigeligt til de nødstedte!”

”Men vi prøver bare at give en lille julegave til nogle børn, der har det rigtig hårdt, hvordan kan du-”

”Farvel!” snerrede hun og trykkede hårdt sin tommelfinger ned på telefonens skærm. Hun savnede sin gamle fastnetsforbindelse.

Elisabeth lukkede øjnene, sukkede dybt og masserede sine tindinger. Hun gav et spjæt af forskrækkelse, da hun åbnede øjnene igen, for lige indenfor døren stod hendes personlige assistent, Bob.

”Hold op med at snige dig ind på den måde! Og hold op med at luske ovre ved døren, kom dog herhen, mand!”

Bob var en bleg og ranglet mand, med milde øjne og tørre hænder. Han så ganske beklemt ud som han stod der foran Elisabeths skrivebord.

”Jo, det er bare fordi… Det er jo jul i morgen…”

”Mind mig ikke om det! Og så vil du gerne have fri kan jeg tænke mig. Dig og alle de andre. Ja ja, det kan jeg vel ikke komme udenom. Og helligdagene har også vredet armen om på ærlige forretningsdrivende som jeg. Men så ser jeg også, at I møder ind lidt før på d. 27. og indhenter noget af det forsømte.”

Bob fremviste det svageste bud på et smil før han hviskede et næsten uhørligt ”tak”, og forsvandt ud af kontoret lige så lydløst som han var kommet.